top of page

Vagtskifte på Dyrehøj Vingaard - Zac Brierley ny winemaker

I går var jeg en tur i Kalundborg for at besøge Dyrehøj Vingaard og deltage i deres "Winemakers guided tour".

Dyrehøj Vingaard er utrolig smukt beliggende på Røsnæs!

Det er snart 10 år siden, at Tom Christensen etablerede Dyrehøj Vingaard på Røsnæs ved Kalundborg og der blæser nu nye vinde over Røsnæs, i og med at Zac Brierley har taget over som winemaker på stedet og Zac ville gerne vise rundt i markerne og øse ud af sin viden og sine tanker. Det kunne jeg da ikke sige nej til!

Winemaker, Zac Brierley

Inden ansættelsen af Zac Brierley har man på Dyrehøj spurgt sig selv, i hvilken retning man skulle kigge efter den næste winemaker og valget faldt bl.a. ud fra klimatiske ligheder med Danmark på New Zealand! Så et jobopslag ud på universitetet i Auckland førte til ansættelsen af Zac, som forud for ansættelsen var i Kalundborg 3 uger omkring høsten sidste efterår, hvilket må have gjort hele opstarten noget lettere, tænker jeg.

Zac Brierley er fra Auckland på Nordøen og universitetsuddannet hér, men den praktiske del af sin uddannelse har han fået i Central Otago på Sydøen.

Dansk vindyrknings største problem handler om at få modnet druerne. Dybest set er det ikke varmt nok heroppe. Arbejdet med løvdække kan medvirke til at afhjælpe det. Det handler bl.a. om tilstrækkeligt med løv til fotosyntesen, uden hvilken der ingen sukker dannes i druerne, men samtidig skal den vegetative vækst holdes i skak, så vinstokkene fokuserer på at modne druer.

Dét arbejde er new zealænderne noget nær verdensmestre i!

Som new zealænder kommer Zac fra et vinland, som i dén grad er specialiseret. 85% af al vin i New Zealand er jo Sauvignon Blanc og i Marlborough er hele 95% af Sauvignon Blanc produktionen tilmed fra den samme klon!

Således er det jo noget helt andet at komme herop, hvor der stadig er sådan meget mere en "Wild West" tilgang, hvor man stadig er i en udviklingsfase og hvor rammerne endnu ikke er sat.

"The sky is the limit!", som Zac udtrykte det.

Det er nemlig super spændende at se, hvor dansk vin måtte have bevæget sig hen om 10 år.

Vi er i hvert fald mange, Zac indbefattet, som beder til, at den udvikling er væk fra Rondo som dansk vins røde drue. Rondo kommer efter min bedste overbevisning aldrig til at skabe store vine. Vi smagte Rös Rondo Rosé 2014, som viser Rondo fra en meget mere tiltalende side som en frugtig rosé med jordbær og ribs i smagsspektret.

Rös 2014 Rondo Rosé

Muscaris er en sort, som gør sig godt på Røsnæs. Umiskendeligt en del af Muscat-familien.

Og den mousserende Rös Muscaris 2013 blev tildelt bronze ved International Wine Challenge i 2016, hvilket man selvsagt er meget stolte af. Muscaris synes at gøre sig bedst i mousserende vine, hvor CO2 ligesom løfter aromaerne.

Selv i svære år som f.eks. 2015 leverer Muscaris acceptable vine. Rös 2015 har markant mere grønne noter end tidligere, varmere årgange, men vinen er afgjort drikkelig.

I det hele taget virker Zac Brierley til at have en klar holdning til dansk vin og hvor vi bør bevæge os hen. I hans optik, og heri har han jo nok ret, bør vi finde noget, der kan gøre Danmark unikt som vinland og i Solaris har vi måske lige præcis dét. Du skal ikke langt sydpå, for at druen leverer alt for høje sukkerniveauer, men i Danmark præsterer den rigtig flot. Både 2013 og 2014 har leveret flotte udgaver. Den svære 2015 årgang overbeviser ikke. Den har ikke intensiteten og nerven fra 2013 og 2014, men jeg synes, man har fået meget ud af lidt.

2016 tegner meget lovende!

Ellers så synes mousserende vine at være vejen frem. Vi har jo syren i vinene til at kunne lave glimrende bobler og netop til bobler vi man jo ikke have super modne druer med sukkerniveauer af en anden verden.

Dyrehøj's "Grand Cru", som de med et glimt i øjet kalder denne skråning

På vej rundt i markerne fortalte Zac meget levende om arbejdet i marken, , om forskelle i vækst mellem forskellige sorter (man skal næsten se stokkene ved siden af hinanden for helt at tro det!) og om, hvordan arbejdet med løvdække, canopy management, i så utrolig høj grad påvirker den færdige vin. Om apical dominance og andre aspekter af arbejdet med vinmarker på skråninger. Om forskellen på nyt og gammelt løv - det unge løv er dobbelt så effektivt i fotosyntesen som det gamle løv.

Zac illustrerede også gennem et lille kemisk forsøg, hvordan der er sammenhæng mellem Ph-værdi og farve i vinen.

Forskellen er til at se på de to glas!

Vi kom også omkring long-term effekter af tidligere tiders landbrug i vinmarken og hvor længe man faktisk kan spore f.eks. NPK i jorden og de effekter dét kan have på vindyrkningen.

Alle koldklimaregioner drømmer om at lave top-Pinot Noir og det vil man da også gerne på Røsnæs! Men aktuelt er det spændende at følge deres udvikling med Cabernet Cantor, som er en ganske ny sort (Fra 1989 - præcis som Zac!), som man har hentet i Tyskland.

Cabernet Cantor har en stor fordel i forhold til det danske klima, da løvet bliver på stokkene 2-3 uger længere end f.eks. Rondo og således forlænges modningssæsonen. Sorten producerer godt, men positioneringen af klaserne er virkelig et stort arbejde(!), som vi fik set og stokkene er endnu meget unge og de første årgange er forbavsende lavalkoholiske vine, som lægger sig lidt op ad Barbera men også med lidt af den hér grønne peber, som man kan finde i Cabernet Franc. 2014 ligger stadig på fad og med tanke på den fylde, vinene fra 2014 generelt har, glæder jeg mig meget til at smage Cabernet Cantor dérfra!

Vi sluttede med et kig på vineriet med fokus på de mousserende vine, som fremstilles med andengæring på flaske som i f.eks. Champagne. Man lader vinen ligge 9 måneder på gærresterne som i f.eks. Cava produktionen.Zac var inde at berøre malolaktisk gæring i produktionen af mousserende vine og man benytter det ikke. Men interessant at høre, hvor svær timingen mellem dyrkningen af bakterierne til malo og selve høsten af druerne er!

Den mousserende 2014 Pinot Noir er en fornøjelse at drikke og ved lejlighed må jeg stifte bekendtskab med 2014 Johanitter!

Well, det giver mig en grund til at køre til Røsnæs på ny :-)


Featured Review
Kom tilbage igen snart
Når indlæg er udgivet, kan du se dem her.
Tag Cloud
Ingen tags endnu.
bottom of page