Er tysk vin på vej ud af nonnens skygge?

En gang for længe siden, i hvad der synes at være et fjernt, magisk kongedømme, var tysk top-Riesling dyrere end Cru Classé Bordeaux. Det var en tid, hvor Tyskland var den førende leverandør af fine, hvide vine blandt datidens forbrugere - og enhver finere middag både herhjemme og i f.eks. England skulle bare have sin Mosel Spätlese. På dén tid havde nærmest ingen mennesker på vore breddegrader endnu hørt om

Chardonnay!

Men det er længe siden nu og i dag er Tyskland - trods mange, ihærdige forsøg på genrejsning fra vinkritikere verden over - stadig blot en skygge af sin egen tidligere storhed på eksportscenen. En mission, der bliver besværliggjort af en bøvlet tysk vinlovgivning - og herunder, hvad der skal stå på etiketten. Voldsomt forvirrende for mange forbrugere - og trods alle gode intentioner har VDP's klassifikation af vinmarkerne for mange skabt endnu større forvirring end klarhed.

Og dét er trist, for også - og måske ikke mindst - under VDP paraplyen fremstilles fremragende vin. Deres fokus har måske nok været på en næsten burgundisk klassifikation af vinmarkerne med tanke på fremstilling af tørre vine, men det gør de godt - og de gør det i hele det vinproducerende Tyskland. Men det giver altså ikke større klarhed med nærmest to forskellige "sæt regler" at kommunikere klart ud!

Nå, men skylden for tysk vins fald fra tinderne skydes ikke sjældent på marketingsgenierne hos Blue Nun - og Jancis Robinson går så langt som til i Oxford Companion to Wine at skrive om Liebfraumilch, at den "preyed on the fears of an unsophisticated wine drinking public" - altså levede af et usofistikeret vinpublikums frygt. Og det gjorde de nu ret godt(!); da Blue Nun var på sit højeste i 1980'erne, blev der eksporteret mere end 1.8 million kasser og bidrog således til en hel generation af voksne menneskers tro på, at dette og kun dette repræsenterede tysk vin.

Men prisen for tyskernes succes var høj, for folk så Liebfraumilch og Piesporter som repræsentativt for tysk vin og fokus skiftede længere og længere væk fra kvalitet i retning af rå volume.

Det er naturligvis direkte forkert kun at klandre Blue Nun! Hele industrien har et medansvar: Den omfattende omplantning i midten af det 20. århundrede, hvor man erstattede Riesling med Müller-Thurgau i vinmarkerne, har været en væsentlig drivkraft i hele den sammenstyrtning, man oplevede. Ser man koldt og kynisk på det med forretningsbrillerne på gav det dog storartet mening: Sorten modner tidligt, er langt mere produktiv end Riesling og den kunne billigt og stabilt understøtte et støt stigende behov for sukkersød hvidvin i markedet. Tysk vinlovgivning havde nemlig gennem mange år intet gjort for at reducere de hektarudbytter, som var blandt de højeste i verden.

Det blev simpelthen således, at sødme blev synonym med dårlig kvalitet - uanset, om vinen var god eller ej. Sukkervandet underminerede i dén grad de dygtige producenters image...

Men heldigvis har en ny generation taget over i Tyskland i dag og de er meget opmærksomme på ikke at begå samme fejl igen og tysk vin ser spændende ud. Vinene er mere modne og renere end tidligere og de bliver i stigende grad markedsført meget mere moderne end før.

Man har vine, som målt op imod andre store vine, leverer super value og Riesling er så alsidig som madvin og så er Riesling oftest ganske fattige på alkohol, hvad der burde gøre dem interessante i en verden, hvor der er en bevægelse blandt forbrugerne væk fra, at vin nødvendigvis skal have 15% alkohol. Dét burde måske være en af tysk Rieslings allerstærkeste markedsføringstrumfer.

Tænk på lande som Sydafrika og Australien og på, hvor svært det generelt set er for dem at matche det lavere alkoholniveau i de tyske vine.

Tænk på de sundhedsbevidste forbrugere, som vægter et lavt alkoholniveau i vinen ganske højt.

En udfordring i nutidens markedsføring kan være, at sommerlierer ganske udemærket ved, at sukker i en vin kan balanceres af syre, men dét er ikke nødvendigvis almen viden blandt de kunder, der køber vin i f.eks. supermarkeder eller i specialhandlen. De har stadig brug for rådgivning.

Med de realistiske briller på kommer Tyskland aldrig tilbage til tidligere tiders storhed. Vinens verden er - som resten af verden - på én gang blevet alt for stor og alt for lille.

Konkurrencen er enorm og pladsen på hylderne alt for lille.

Druer som Chardonnay og Sauvignon Blanc har på skift taget danskerne med storm bidraget til at marginalisere Riesling.

Men i stedet for nødvendigvis at begræde globaliseringen, så handler det måske mere bare om at tyskerne finder deres plads som nicheleverandør og om at vi alle finder vores "Riesling-øjeblikke" - foråret er med de første livgivende solglimt så rigt på dem :-)