På sommervisit i det danske vinland - Dyrehøj Vingaard

Der er simpelthen så smukt på Røsnæs sådan en fredag eftermiddag, når kornet står gyldent og solen højt. Og som man kører gennem de blidt bølgende bakker med det høstmodne korn og klyngerne af sommerhuse, er det heller ikke vin, der som det første fylder ens tanker.

Men ikke desto mindre... Hist, hvor vejen slår en bugt, dukker de første vinmarker op og så er man ankommet lige midt i det danske vinland: Dyrehøj Vingaard.

At den højt besungne fede, danske muld skulle være velegnet til vindyrkning og at klimaet overhovedet skulle evne at modne druerne tilstrækkeligt, syntes får bare få årtier siden at være ren utopi og at netop jorden på Røsnæs skulle gemme på potentielt Danmarks bedste vinmarker? Ikke desto mindre har en PhD afhandling afsløret, at den klasse 0 jord med sand og grus og masser af kalkforekomster, som i dag udgør Dyrehøj Vingaards marker, er netop dét og det var i høj grad været medvirkende til, at Tom Christensen tilbage i 2008 valgte at sadle om og slå ind på vinvejen og grundlægge Dyrehøj Vingaard.

For målet var klart. Man vil lave kvalitetsvine og det i mængder, der gør dansk vin til andet og meget mere end bare en kuriøsitet og en gimmick. Der skal kvantiteter til og med i dag mere end 26.000 vinstokke på 9 ha er man allerede med afstand den største danske vingård.

Når man tænker på den danske sommer anno 2015 har en dag som den, jeg havde på Røsnæs, også været undtagelsen. Men måske man bare oplever flere sådanne på Røsnæs?

I hvert fald står én ting klart, når man besøger Dyrehøj Vingaard: Der er stort engagement og stor begejstring bag - og det kommer til udtryk i den færdige vin. Man gør sig stort umage, og når man samtidig ved, hvad man har med at gøre, så bliver resultatet ofte godt. Min påstand er, at Dyrehøj er blandt de allerbedste producenter herhjemme.

Tilbage til vejret: Jeg fik ikke spurgt ind til antallet af sommerdage, men man har markant flere soltimer og markant mindre nedbør end gennemsnittet for Danmark og bare sammenlignet med Kalundborg by - og vi er altså kun ca. 10 km længere nordvest på - er vejret ganske anderledes. Tørrere og mere solrigt.

I et land, hvor vejret er de danske vinbønders største fjende, gør det en stor forskel. Vi er altså på grænsen af, hvor druerne kan modnes fuldt ud, skal vi huske og hører man nordjyske producenter udtale sig, forventer de slet ingen vin at aftappe i år, mens man hos Dyrehøj snarere forventer en langt mere udstrakt høst i 2015 end i f.eks. 2014, hvor det hele nærmest var overstået på et par uger. Det hænger sammen med, at de tidlige sorter egentlig ikke er så langt efter tidligere år, mens de sene sorter til gengæld er.

Da de første - i nyere tid - glade amatører begyndte at fremstille vin herhjemme, har egen præference spillet en stor rolle i, hvad man har produceret og følgelig har man produceret overvejende rødvin på druer som Rondo, Regent og Leon Millot, men som udviklingen er skredet frem, har flere og flere "set lyset" og erkendt, at hvide og mousserende vine er vejen frem for dansk vinproduktion, hvis det skal have karakter af mere end bare ren hobby.

Allerede fra starten har man på Dyrehøj Vingaard vidst, at det er hvidvin og mousserende vin, man skulle satse på. Ikke, at man ikke producerer blå druer og også røde bordvine. Det gør man skam. Sammen med f.eks. Edelbrand, æblecider, frugtlikører, hedvin og en meget spændende gin. En dejlig gin med en tydelig olieret tekstur, som jeg næsten synes har en æbleagtig bund i næsen, men som måske snarere kommer fra appelsinskal som et af de 15 botanicals snarere end den æblealkohol, der er anvendt. Man er lykkedes med at skabe en gin, som ikke behøver tonic for at shine. Server den bare straight up!

I virkeligheden har man flere blå sorter i marken end hvide! Til gengæld er op imod 1/3 af gården udlagt til den grønne Solaris.

En stor del af sorterne i markerne er interspecifikke sorter, som for en stor del er fremavlet ved tyske vininstitutter, ligesom vinmageren, Stefan Laible, er uddannet ved instituttet i Freiburg.

Solaris har potentialet, synes jeg, til at blive en "dansk Sauvignon Blanc" med det samme høje syreniveau som Sauvignon og matchende noter af hyld, stikkelsbær og asparges og i varmere år som f.eks. 2014 akkompagneret af en bund af fersken og passion. Jeg forstår godt, at en del kokke har udset sig Solaris som ledsager til f.eks. deres asparges-baserede retter og en årgang som 2013 står for mig som indbegrebet af en "Nordic cuisine vin" sagt i ordets bedste betydning, for den har alle de hér aromaer af rucola, solbær- og tomatgren og græs og så udtalt en mineralitet.

Souvignier Gris, som er en tysk krydsning af Cabernet Sauvignon(!) og Bronner, er en sort, mange forventer sig meget af herhjemme. En rigtig behagelig, frugtig vin, som er ganske aromatisk med pære, moden kiwi og supermoden Canteloupe. I munden ledsages de sødmefulde indtryk af ikke mindst stikkelsbær og hvid peber.

De mange blå sorter bruges naturligvis også i varierende udstrækning i gårdens roséer og mousserende, som f.eks. den perlende Monarch, som er meget intenst farvet. Perlerne, de livlige bobler, kommer fra tilsætningen af kulsyre i stedet for en andengæring på flaske som f.eks. Champagne. Den dufter simpelthen af sommer! En symfoni af jordbær, hindbær og røde blommer. I smagen støder ribs og citrus til. Dejlig let rosé, som er som skabt til terrassen.

Af de røde sorter forventer man sig rigtig meget af Cabernet Cantor, en såkaldt PIWI, som er svamperesistent sort (pilzwiderstandsfähig), som i årgang 2013 udviser masser af røde og mørke bær (tænker ribs og solbær), lidt urtede noter og en frisk syre. Serveret kølig kan den helt afgjort noget med f.eks. kylling og lyst kød. Jeg tog mig selv i på vejen hjem at sammenligne egenskaberne lidt med Gamay og Barbera, som også er præget af lysere frugtnoter og syre snarere end tanniner.

Og når vi nu er ved tanniner og rødvine, så anvender man så godt som overhovedet ikke fad på Dyrehøj. Jeg forstår dem, for de fine, delikate frugtnoter kan let gå tabt på fadlagringens alter. Vi har set det ske i f.eks. Tyskland, hvor man tidligere har haft svært ved at styre mængden af fadpræg i deres Spätburgundere.

Jeg blev jo lidt nysgerrig og spurgte lidt ind til deres planer for de Pinot Noir, man har og så man i dag bruger til deres meget vellykkede Pinot Noir Brut, men man har ikke planer om at producere stille vine på sorten, når man nu kan fremstille ganske fortrinlige mousserende på sorten. Man behøver jo bare skele til England for at se, hvad stadigt køligere egne er i stand til at fremstille af mousserende vine. For netop i de mousserende vine er den ekstra syre, som det danske klima leverer, nødvendig, da den ekstra flaskegæring fordrer et endog meget højt syreindhold i basisvinen for at den færdige mousserende vin kommer til at fremstå frisk og levende.

Tidligere, og også i dag andre steder i dansk vinbrug, var Leon Millot meget anvendt, men på Dyrehøj er den overvejende anvendt til deres Vintage 2013, en dansk hedvin med klar reference til Port. Der er naturligvis stor forskel i tyngde, men der er også stor forskel i klimaet hhv. på Røsnæs og i Douro. Frugten i Vintage 2013 er lettere, lysere, mere røde end i Port med fine toner af lakrids. Jeg kunne sagtens se masser af kødretter, hvor Vintage 2013 ville være endog meget velvalgt.

Det bliver spændende at følge udviklingen i dansk vin og ikke mindst på Dyrehøj Vingaard fremover.

Hvorfor ikke på sigt søge om BOB for vine fra Røsnæs? BOB kræver et særligt egnspræg i vinen, så det kræver formodentlig flere producenter i området. Bl.a. derfor er det interessant, at Dyrehøj har fået en nabo, der på én gang har sat 12.000 stokke i jorden og må antage at kunne bidrage med bl.a. yderligere videnskabelige data. Måske er den første sten nu ryddet af vejen til BOB status?

Helt aktuelt ser jeg frem til en smagning med deres vine i slutningen af næste måned og der ryger nok lidt indtryk derfra op herinde også.