Er eg bare eg?
Jeg har tidligere ved flere lejligheder hyldet begrebet autencitet og om, hvordan vi bør værne om det nære, om det oprindelige, men ét sted, hvor udviklingen historisk set har været gået i en stikmodsat retning, er i brugen af eg.
Vi kan drøfte ristningen af træet, for aromaerne, som afgives fra fadene, er vidt forskellige i hårdt ristede fade i forhold til let ristede fade. Ikke overraskende, for f.eks. kød smager også uens afhængigt af stegettid og -temperatur. Ligeledes kan vi drøfte brugen af små fade i forhold til større fade og vi kan drøfte mængden af nye fade.
Egentlig er de sidste to forhold i sig selv spændende nok, når man tænker over, at den væsentligste årsag til at fadlagre er at forbedre vinens evne til at lagres ved at vænne den til mindre doser iltpåvirkning. Små fade giver en større påvirkning pga. den større kontaktflade og nye fade er endnu ikke mættet af vin, hvorfor der kommer mere ilt til vinen end i ældre fade.
Men det er vel mindst lige så spændende at se på egetræets oprindelse, uden at det skal blive spor videnskabeligt, for det ved jeg slet ikke nok om emnet til at gøre det :-)
Til gengæld har jeg som vel alle vinelskere erfaret, at der er stor forskel på aromaprofilerne i fransk og californisk eg, og også, at der er forskellig påvirkning fra ungarsk, østrigsk eller slavonsk eg, som alle i større eller mindre udstrækning benyttes i europæisk vinfremstilling.
Men græsk eg! Hvor passer det ind? Det er i hvert fald ikke aromatisk som det amerikanske og har ikke den franske egs finesse. Det siges at være lidt grovere i udtrykket. Jeg stødte på det i Konstantinos Lazarakis MW's bog om græske vine, hvor f.eks. en producent som Megapanos i Pikermi ikke langt fra Athen er ganske stålfast omkring brugen af græsk eg i f.eks. sin Nemea for at fastholde en klar græsk profil i vinen.
Om det gør den færdige vin bedre eller ej, må et stykke ad vejen være en smags sag i en verden, hvor så mange forbrugere søger og dyrker det kendte, det glatte og polerede, men hvor jeg nyder at være Rasmus Modsat og søge forskelligheden. Man kan ikke udtale sig voldsomt skråsikkert uden at have et eller andet erfaringsgrundlag at udtale sig ud fra og alt for mange har alt for travlt med at bidrage til at hype en bestemt trend uden at have sat bare en smule ind i tingenes sammenhæng. I hvert fald skal jeg finde Megapanos' og andre producenters vine, som er lagret på græsk eg, når min vej rundt i den store, vide vinverden går til Grækenland!
Østrigsk eg er en lidt anden historie! Måske en mere kendt en af slagsen. K+K Kirnbauer, som jeg besøgte sidste sommer, har valgt udelukkende at benytte eg fra deres egen skov i Deutschkreutz-området Girm, til deres Zweigelt, som meget passende er døbt "Girmer". Og dét slipper de godt fra. Rom-kokos og chokolade i næsen og bløde, bløde tanniner. Hos Kirnbauer spiller man i øvrigt musik til vinene, mens de lagrer på fade i kælderen! Man hører til den gruppe af producenter, som tror på bedre vine ad den vej.
Nu vi er ved Østrig og østrigsk eg, så sværger producenter som Rémi Jobard i Meursault til at benytte fra præcis den østrigske top-bødker, Franz Stockinger!
Jobard mener nemlig, at bødkerens arbejde er vigtigere end træets herkomst, og hos Stockinger tørrer man typisk træet ikke bare 1½ år men 3 år - og ved lav temperatur for at undgå kunstige, ristede noter i de færdige vine. Og så bruger Stockinger forresten både tysk, østrigsk og ungarsk eg i sin produktion.
Også en detalje-freak som tyske van Volxem fra Saar benytter Stockinger til at fremstille deres fade - men hér er det af van Volxem's egne egetræer...
Nej, eg er bestemt ikke bare eg!