top of page

"An der schönen, blauen Donau" - Weingut Tegernseehof og lidt bobler

Når talen falder på Wachau, falder talen straks på knivskarpe, ultra rene, hvide vine og det er det fantastisk smukke område i dén grad også leveringsdygtig i - men området er så meget mere.

Området er ikke mindst historie. En historie, som de stolte stenvægge, man ser så mange af i Wachau, fortæller klart og tydeligt. En historie, der har ført til Wachaus optagelse på UNESCO's liste over verdens kulturarv i 2000.

Stenvæggene beskytter dels terrasserne, hvor der dyrkes vin, mod erosion og samtidig fungerer væggene som dels vandafledende gennem deres mange lommer og dels temperaturregulerende, da der akkumuleres varme i stenene, som frigives om natten. Og stenvæggene lægger hus til masser af dyr og insekter, hvoraf bl.a. Smaragd firbenet har lagt navn til den højeste kvalitet af Wachau vine.

Og såvel Smaragd som de lettere Steinfeder- og Federspiel-vine må kun betegnes således, hvis de er produceret af medlemmer af Vinea Wachau, som har meget stramme regler for produktionen - som man kender det fra det tyske VdP.

Men Wachau er ikke bare tørre hvide vine. Der laves også dejlig mousserende vin. F.eks. fremstiller Szigeti i Gols en skøn Terroir Sekt "Steinterrassen Spitz" på Riesling-druer høstet fra Wachaus allervestligste del. En fyldig og frugtig mousserende med æbler og pære og masser af citrusnoter - både moden grape og mandarin. Og så en mineralitet, der bliver næsten salt.

Uden de betagende stenvægge var der simpelthen ingen vinproduktion i Wachau i dag. Skråningerne er i sig selv alt for stejle til det formål. Men historien starter som så ofte før med romerne, som bragte vindyrkning til markerne omkring Mautern på Donaus sydlige bred, men først med den katolske kirkes klostermunkes virke adskillige århundrede senere kom der skred i den strukturerede indsamling af viden om vindyrkning, hvorfra vi kan drage en linie til i dag.

F.eks. Weingut Tegernseehof med rødder helt tilbage til 1176, da benediktinerklosteret Tegernsee fik skænket jorden, hvor Tegernseehof i dag ligger. Vi har altså meget at takke de munke for :-)

Wachau er et stort kludetæppe af både meso- og mikroklimaer med Donaus sving, de forskellige markers forskellige højdemæssige placeringer og eksponering for solen og ikke mindst de meget forskellige jordbundsforhold. Læg dertil påvirkning af kolde luftstrømninger fra Waldviertel ude ved Spitz og de varme vinde, der strømmer op fra den pannoniske slette, ligesom de mange små sidedale som f.eks. Flicken ved Oberloiben giver ganske forskellige betingelser på nærmest nabomarker.

Jeg har haft fornøjelsen at møde kældermester Annika Hoffmann fra Weingut Tegernseehof i Unterloiben til en uforbeholden snak om den - pænt sagt - besværlige årgang 2014, om Grüner Veltliners evne til at lagre (og hvordan man dog undervurderer potentielt storslåede årgange til fordel for umiddelbart charmerende af slagsen) og smagning af et udsnit af deres vine.

På modsatte bred, overfor Dürnstein, ligger Rossatz, hvor den varme indflydelse østfra giver udtalt frugtige vine. Herfra GV Frauenweingarten Federspiel 2014 med æble og pære og fin syre i en forholdsvis let og elegant stil.

GV Bergdistel Smaragd smagt i 2014 (fadprøve), 2013 og 2004 og straks anderledes fyldige vine. 2013 var mærkbart mere samlet end den spritny 2014 med en næsten tropisk næse og ungdommens friske syre, men jeg var aldeles betaget over 2004's kompleksitet

Riesling Terrassen Federspiel 2014 er citrus og især lime, æbler og flint i næsen og i munden fylder de grønne æbler og lime. Fin, lineær vin

Riesling Loibenberg Smaragd 2014 (fadprøve), 2013 og 2011: 2014 virker stadig meget lukket med lidt pære, æble og melon. Mangler lidt intensitet og en noget grov syre. 2013 er anderledes krydret og dyb med melon, æbler, lime og en herlig mineralitet. Dejlig vin. 2011 var en fyrig sag! Noter a la vanillebudding i næsen. Krydret. Smyger sig om tungen. Blød, men med masser af syre. Fremragende!

Næste gang, jeres tur går ad motorvejen langs Donau, så drej fra ved Melk og lad Jer betage af Wachau! Naturen, borgene og slottene og ikke mindst vinene :-)

Featured Review
Kom tilbage igen snart
Når indlæg er udgivet, kan du se dem her.
Tag Cloud
Ingen tags endnu.
bottom of page