top of page

PGI Achaia - glimrende lørdagsunderholdning


Tilbage i juni 2014 blev jeg færdig som sommelier ved Vinakademiet og fik ved den lejlighed bl.a. Konstantinos Lazarakis MW's bog "The Wines of Greece". Aldeles fremragende bog med efterhånden nogle år på bagen, men ikke desto mindre gav Konstantinos' værk mig lyst til at give mig i lag med Grækenland og dets mange, spændende vine. Det er jo en skattekiste af rang, der gemmer sig dernede! Jeg faldt i dag over Mega Spileo Grand Cave 2008 fra den ganske nye PGI Achaia. Faktisk blev Achaia i det nordvestlige Peloponnese først tildelt PGI i 2004.

Nysgerrigheden fik overtaget og kun lige kommet hjem stak jeg næsen i glasset (uden at smugkigge på fakta) og vinen var umiddelbart præget af aromaer af lakrids, tobak og meget bitter chokolade over en frugtkerne af brombær og sveskeblommer. Jeg noterede mig ganske presente tanniner og i det hele taget et lidt markant fadpræg. I munden bliver vinen næsten likorøs og sveskeblommerne antager næsten karakter af henkogte blommer. Noget overrasket blev jeg over at se et blend af 60% Mavrodaphne og 40% Mavro Kalavritino på etiketten. Ikke noget, jeg er vant til at smage. Men jeg kunne bestemt godt vænne mig til det. Kombinationen af noget sødmefuldt et vist tanninbid i en ganske fyldig vin kunne jeg sagtens se fungere til kraftigere vildtretter. Og uanset hvad føler jeg mig bestemt ikke snydt til en 100-mand flasken.

Featured Review
Kom tilbage igen snart
Når indlæg er udgivet, kan du se dem her.
Tag Cloud
Ingen tags endnu.
bottom of page